Alting har sin grænse, siger man.
Jeg står hver dag ved en ny
og kommer dermed til at tænke
på uendeligheden, dette
verdens mærkeligste ord
fordi kun sproget fatter det
i sproget selv, så nok en grænse
hermed er sat.
Den er tydelig, om end
som sin baggrund, farveløs
som sorgen
der har fortæret alle farver
så deres fravær
træder desto tydeligere frem.
Dette billede kan derfor hedde
‘Den blå ørken’ og få plads
på bagsiden af sig selv
i det næste rum
så meningen med disse ord
bliver sand.
Er alt så kommet med?
Som det går, medbringer jeg
nu kun mine lommers indhold.
Så måske kan det, der mangler
kun være en statue
af mig selv.
Den skal være ufatteligt høj
og af jern, i anden person ental.